Sorg

Når børn mister – oplæg om børn og sorg

 

Ligesom voksne er forskellige, er børn det også. Derfor er der stor forskel på, hvordan et

barn reagerer, når far, mor eller en anden nærtstående dør. Nogle børn græder meget,

andre græder ikke. Nogle børn bliver stille og indesluttede, andre bliver urolige og vrede.

Søskende reagerer ofte forskelligt på et dødsfald.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at et barn, som trækker sig ind i sig selv, har lige så

stort behov for støtte som et barn, der giver udtryk for sine følelser på en mere direkte

måde. Og at en sorgproces tager lang tid – for nogle flere år.

 

 

Overordnet set taler man om, at når man gennemgår fire faser:

Sorgens fire faser:

  1. Chok

I denne fase handler barnet relevant og rationelt, men mister kontakten med sine egne følelser. Senere i denne fase kan der optræde handlingslammelse – umiddelbart kan barnet virke helt upåvirket, men indadtil er alt kaos.

(kan vare nogle timer op til syv døgn)

  1. Reaktion 

I denne fase kan barnet reagerer følelsesmæssigt meget stærkt. Det er her at barnet tvinges til at erkende det, der er sket.  

(kan vare 6-8 uger)

  1. Bearbejdning 

Den akutte tilstand er overstået. Barnet begynder at vende sig mod fremtiden i stedet for som tidligere at være helt optaget af det, der er sket. I denne fase har barnet igen og igen brug for at tale og fortælle om sin sorg.

 (kan vare fra nogle uger op til et år)

  1. Nyorientering (fortsætter efter sorgbearbejdningsperioden. har ingen afslutning)

Barnet lever med traumet som et ar, der altid vil være der, men som ikke behøver at forhindre hende i at leve et godt liv. Tankerne og følelserne omkring tabet er blevet bearbejdet. Leve med det skete/savnet. Genvinde sin basale tillid til sig selv og omverden

 

Krisehjælp/førstehjælp i de fire sorgfaser:

Man kan som omsorgsperson og personale i børnehaven følge nogle overordnet retningslinier i de fire sorgfaser – både over for barnet og overfor faderen:

 

Chokfasen:

  • Tryghed og omsorg
  • Være behjælpelig med praktiske ting 
  • Hav god tid

Reaktionsfasen:

  • Giv omsorg:
    • Fysisk kontakt, nærhed og tryghed
    • Vise medfølelse
    • Yde praktisk hjælp
  • Have tid til at lytte
    • Modtagende – container for svære følelser
    • Tålmodig lytning
    • Inviter de svære følelser frem og giv mulighed for at reagere på sorgen med gråd
    • Give struktur
    • Små passende og konkrete opgaver

Bearbejdsningsfasen:

  • Vær nærværende
  • Se fremad
  • Vær støttende
  • Træk tilbage

Bearbejdningsfasen:

  • Hold kontakt
  • Mindes i fællesskab

 

 

Nogle af de mest almindelige sorgreaktioner hos børn er:

  • Angst og sårbarhed – små børn kan blive klæbende og krævende. De vil helst være tæt på en voksen og reagerer stærkt på adskillelser. Barnet kan være bange for, at den anden forælder også vil dø. Børn kan også udvikle angst for selv at dø. Som følge af et meget pludseligt dødsfald kan barnet blive meget skrøbeligt og få et forøget fareberedskab: Det er hele tiden på vagt over for, at der skal ske noget nyt. Barnet kan fare sammen ved pludselige lyde, lysindtryk eller andre ændringer i omgivelserne. Barnet kan udvikle fobiske mønstre

 

  • Stærke minder – stærke erindringer kan brænde sig fast hos barnet. Et ændret bevidsthedsniveau, hvor sanseindtryk erfares, behandles og lagres på en anden måde end ellers. Indtryk kan fæstnes gennem alle sanser. Erindringer kan udløses af ting som minder om det, der er sket – indsovningsproblemer el mareridt. Barnet kan bruge forskellige aktiviteter for at undgå de ubehagelige tanker –rastløshed og uro kan være et resultat.

 

  • Søvnproblemer – problemer med at falde i søvn og mareridt. Meget almindelige for førskolebørn.

 

  • Tristhed, længsel og savn – små børn har et kort tristhedsspænd og er som regel ikke triste over længere perioder. Men kan pludselig græde meget og være helt utrøstelig (barnet går ”ind og ud af sorgen”). Tristhed kan også vise sig ved at barnet trækker sig tilbage og isolere sig fra andre og bliver indesluttet. Barnet kan have brug for at dvæle ved minderne og se billeder af den døde igen og igen – det kan lindre. 

 

  • Vrede og opmærksomhedskrævende adfærd – er også en almindelig reaktion hos førskolebørn:

1.Vrede mod døden for at have taget den døde

2.vrede mod gud

3.vrede mod andre for ikke at have forhindret det, der skete

4.vrede mod sig selv for ikke at have forhindret det der skete

5.vrede mod den døde for at have forladt eller svigtet barnet

 

Vredesanfald kan være at sparke og slå forældre eller andre voksne. 

 

  • Skyld, selvbebrejdelse og skam – Barnet kan være præget af skyldfølelser og tro at barnet selv er skyld i dødsfaldet.
  • Genforeningsfantasier – barnet kan udtrykke ønske om selv at ville dø for at kunne være sammen med den døde.
  • Regressiv adfærd – Når et barn gennemgår en sorgproces kan det regredierer i forhold til dets normale udviklingsproces og agere småbarnligt. Dette fordi at barnet har behov for ekstra omsorg og tryghed. f.eks. tisse i bukserne, tale med babysprog mm. Meget almindelige for førskolebørn. 

 

Disse er alm. sorgreaktioner hos børn, og det som er vigtigst i forbindelse med førskolebørn:

Førskolebørn er de mest hjælpeløse og passive, hvis et dødsfald rammer dem. De er mest afhængige af hjælp udefra for at genvinde deres ligevægt. De har ofte en begrænset forståelse af det, der er sket. Det der er sket kan blive gentaget som tema i deres lege igen og igen. Samtidig er små børn beskyttede af deres mangelfulde begreber og manglende evne til at forstå rækkevidden af dødsfaldet. De mindste kan have en tro på at den døde kommer tilbage (og dette kan være en hjælp til barnet i sorgen). 

 

 

Omsorg for børn i krise

Børns sorgarbejde vil omfatte både den tankemæssige og den følelsesmæssige bearbejdelse af det, der er sket. Det er vigtigt at medtænke begge sider af sorgarbejdet.

Tankemæssig mestring: Barnet vil måske stille de samme sprøgsmål igen og igen -> barnets begreb om døden udvikles gradvist. Spørgsmålene er ofte gennemtrængende og kan være svære for den voksne at svare på. Ofte er samtalerne ikke så lange – barnet slipper os kun ind et kort stykke tid ad gangen, for herefter at skifte samtaleemne. Barnet kan også nægte at tale om det, der er sket. Lad barnet få tid og lad det selv komme. Det vil ofte komme ud gennem leg og tegning. Legen (f.eks. en fantasifamilie der oplever lignende hændelse) kan tjene til at skabe sammenhæng og orden i det tankemæssige kaos, som børnene oplever. Gennem legen kan brikkerne i puslespillet falde på plads, og børnene kan gradvis etablere mere tryghed i tilværelsen igen. OBS: opmærksomhed på om legen får et stift, trist eller repeterende præg eller tvangspræget leg -> snakke med barnet og/eller søge faglig rådgivning. 

Følelsesmæssig mestring: Når barnet selv giver udtryk for at ville tale om det der er sket/savnet/det der er svært – være åben og lyttende. Ekstra omsorgsfuld. Åben kommunikation i familien. 

 

Åbenhed

Åbenhed er et vigtigt punkt i forhold til arbejdet med børns sorg. Det er rigtig vigtigt med åbenhed, så det ikke bliver tabubelagt. Så barnet ikke skal bære sorgen alene. Det kan være en lettelse at tale om det, og få lov til at være ked af det i børnehaven. Det er måske svært at være ked af det hjemme (barnet vil ikke overbelaste faderen, der også er i krise).

Det er en god idé, at børnegruppen informeres (evt. bare den lille nære gruppe), og i den forbindelse kan følgende retningslinier følges:

Vær opmærksom på følgende retningslinier, når børnegruppen skal informeres:

  • Spørg gruppen, om nogen allerede kender til dødsfaldet og hvad de har fået af vide. 
  • Giv plads for spontane spørgsmål og kommentarer fra børnene. 
  • Fortæl hvad døden indebærer, at alle livsfunktionerne er ophørt 
  • Informer børnene om ritualer i sådanne situationer og om hvordan de følgende dage bliver organiseret
  • Fortæl børnene om almindelige følelsesmæssige reaktioner efter sådanne triste nyheder
  • Brug et ritual eller en kort cermoni for at afslutte situationen f.eks. at tænde et lys eller hejse flaget på halv stang
  • Fortæl at der den følgende dag vil blive sat tid af til at tale om det, der er sket
  • Prøv at medvirke til at børnenes hverdag fortsætter så normalt som muligt.

 

 

Råd til hvordan vi som voksne støtter barnet i krise:

Børn i sorg skal hjælpes af voksne, som gennem deres nærhed evner at lade dem udtrykke deres tanker og følelser. Omsorgsmiljøet skal acceptere deres sorg og have tålmodighed med dem over tid. 

  • Kommunikationen skal være åben og ærlig – uden abstrakte forklaringer
    • Undgå forvirring – brug f.eks. ordet ”død” og ikke sove el lang rejse
    • Giv forklaringer der er tilpasset barnets niveau
  • Giv tid til at bearbejde det skete
    • Accepter spørgsmål og samtale om hændelsen
    • Accepter at samtalerne kan blive kortvarige - barnet går ind og ud af sorgen
    • Accepter at barnet spørger om det samme igen og igen
    • Accepter hændelsesrelateret leg og at barnet måske vil se på billeder af den døde
    • Accepter koncentrationsvanskeligheder
    • Sænk midlertidgt krav til og præstationer fra barnet

    

  • Lad barnet vide at det er normalt at reagere
    • Afvis ikke barnets reaktioner
    • Skjul ikke dine egne tanker og følelser. Giv udtryk for følelser på ”barneniveau” tilpasset barnets alder.

 

  • Foreslå måder barnet kan udtrykke sine følelser på
    • Tegning, avisudklip
    • Mindealbum, historier og samtaler
    • Rollelege, dukketeater
    • Også forslag om at de andre børn kan tegne tegninger til pigen -> udtrykke deres medfølelse i noget helt konkret. Samle tegningerne til en bog/collage

 

 

Opfølgning:

Der er børn der til trods for den bedste opfølgning fra de nærmeste omgivelser har brug for opfølgning fra relevante fagpersoner (evt. rådgivningen):

Vær opmærksom på følgende ting:

  • Barnet trækker sig tilbage fra venner og voksne
  • Barnets væremåde ændres drastisk og vedvarende
  • Efterreaktionerne er stærke og vedvarende
  • Barnet udvikler fobiske reaktioner
  • Barnet udviser stærke fraskydningsreaktioner over tid
  • Barnet taler om at skade sig selv eller tage sit eget liv
  • Barnet reagerer med stærke selvbebrejdelser
  • Barnet grubler konstant over det, der er sket

 

 

(Kildehenvisning: Dyregrov, Atle: Sorg hos børn – En håndbog for voksne)